HR og it-rekrutteringJobannoncering

Disse 4 forhold vægter it-folk højest i an­sæt­tel­ses­pro­ces­sen

Ansættelsesprocessen er en vigtig del af din virksomheds employer branding – det er her, den rette kandidat skal tiltrækkes. Processen er nemlig et smugkig ind i din virksomhed, hvor potentielle nye it-medarbejdere får et indtryk af, hvordan det er at være ansat hos jer.

I vores 2019-survey har vi bl.a. spurgt 1.400 it-professionelle, hvad de vægter højest i en ansættelsesproces.

Det gav følgende top fire – der kunne vælges op til tre svar:

Hvad er vigtigst for dig i en ansættelsesproces?

  1. Jobannonce afspejler virksomhedskultur: 46%
  2. Virksomhed orienterer under hele processen: 44%
  3. At kortfattet ansøgning og CV er tilstrækkeligt: 42%
  4. En enkel ansøgningsproces: 38%

Kort opsummeret må det siges, at 1. og 2. pladsen er ret gængse for alle jobsøgere, hvorimod 3. og 4. pladsen er mere specifikke på branchen, da it-folk ofte ikke har tiden eller lysten til at skrive længere afhandlinger som ansøgning.

Vær ærlig og husk opfølgning

Det kommer ikke som en stor overraskelse, at det er vigtigt at fortælle ansøgerne, hvad de kan forvente ved et eventuelt jobskifte. Jobannoncen er første led i kæden, og det er her, interessen skal vækkes. Derfor bør du være grundig, når jobannoncen skrives og være helt skarp på, hvordan virksomheden skal fremstå. Hvad gør jer unikke? Hvordan er arbejdsmiljøet? Kantineordningen? Og meget andet. For ét er arbejdsopgaverne, men noget andet er, om kandidaten kan identificere sig med kulturen.

Som ansøger er der ikke noget værre end at sende en ansøgning – og ikke høre fra virksomheden. I en branche hvor it-professionelle får flere henvendelser end andre, er det i høj grad op til virksomhederne at kigge indad. Hvis du vil have de gode kandidater, må du holde dig til – og holde dig gode venner med – it-specialisterne i markedet. For selvom du ikke kan bruge alle ansøgere, får du måske brug for dem i fremtiden.

Gør det nemt at søge jobbet

It-professionelle er ret forkælede, når det gælder jobsøgning. De bliver ofte kontaktet direkte og behøver derfor ikke bruge tid på lange ansøgninger. Der er dog også dem, som selv viser interesse for et job, og svarene i vores undersøgelse viser tydeligt, at det skal være så nemt som muligt. Få linjer samt et kort CV er derfor ofte den perfekte kombination, hvis du vil have et højt antal ansøgere.

5 hurtige: Det siger kandidaterne

I vores undersøgelse har vi også givet kandidaterne mulighed for at skrive i et fritekstfelt. Her er et udpluk af besvarelserne, som du kan overveje i forhold til næste rekruttering:

”At der i beskrivelsen/formidlingen også fremgår bagsiden af mønten. Jobannoncer bør ikke være skjortesalg, hvor det drejer om at få flest mulige kunder i butikken – men informativt, så man også ser eventuelle dark sides.”

”At det er muligt at kontakte nærmeste leder og ikke kun en HR-afdeling.”

”At man kan få en klar og reel indsigt i virksomhedens kultur og værdisæt – og ikke bare det som HR mener ser godt ud på hjemmesiden.”

”VIGTIGT – dialog når processen er til ende og uddyb venligst: Vi takker for, at du har søgt stillingen hos os; men denne er besat til anden side med en profil, der matchede bedre. Måske er det utopi – men det er for nemt at bruge og smide væk i en ansættelsesproces.”

”At processen er kort og effektiv. At der ikke er ”multiple choice”-eksaminer med ”gotcha ”-spørgsmål, der alligevel ikke siger noget om mine kompetencer.”

Download vores survey nu

Du kan nu hente vores undersøgelse – ganske gratis – ved at udfylde formularen her:

Hvis du er interesseret i at få en gennemgang af den samlede undersøgelse – og hvordan du kan bruge resultaterne aktivt i din rekruttering – er du velkommen til at kontakte os på kontakt@it-jobbank.dk eller tlf. 70 22 93 00.

Læs også