Sidste år introducerede vi vores trivselsbarometer, som giver en indikation på trivslen blandt Danmarks it-professionelle. Årets resultat viser et tydeligt skifte. Senest vurderede mange deres trivsel som høj, men nu ser vi en bevægelse nedad mod midterfeltet – og lidt flere helt dårlige vurderinger. Samlet set går trivslen fra et solidt højt niveau til et mere moderat.
Trivselsbarometer
Trivslen blandt it-professionelle er faldet fra 6,4 til 5,9 – og bevæger sig mod midterfeltet, hvor færre vurderer deres trivsel som høj.
Hvem trives godt?
Helt konkret er trivselsgennemsnittet faldet fra 6,44 i 2024 til 5,88 i 2025 (-0,56 point). På en 1-10-skala svarer det til ca. 5-6% af hele skalaen og knap 9% relativt til 2024-niveauet. Der er naturligvis rigtig mange ting, der påvirker trivslen, så hvis vi i stedet kigger på hvilke arbejdsområder, der trives bedst og værst, er der ret markante forskelle.
Dem, der trives bedst, er dem, der arbejder med Implementering/Konsulent/Rådgivning og Test/QA. Også ERP & Forretningssystemer samt Topledelse ligger pænt i den høje ende. Uden at skulle tolke for meget på det, så har de højtliggende grupper typisk større beslutningsrum og tydeligere kobling til forretningens resultater, og det er ofte forbundet med højere oplevet mening og anerkendelse.
Selvom det er et øjebliksbillede, så synes jeg alligevel, at det er tankevækkende, at trivslen falder. Vi kan læse ud fra vores data, at flere og flere it-professionelle mister deres job, og AI begynder også at presse på, og de generelt lidt mere usikre tider påvirker helt klart den overordnede trivsel.
Hvem trives mindre godt?
Projektledelse ligger tydeligt lavt med en usædvanlig stor andel helt nede i den lave ende. Drift/Administration og Mellemledelse/Teamledelse har også forholdsvis mange lave vurderinger og færre topplaceringer. Grupperne med lavere trivsel bærer ofte rutineopgaver, uforudsigelig opgaveindstrømning og “brandslukning”, hvilket kan presse deres trivsel.
Få alle indsigterne
Vil du læse hele vores rapport om arbejdsliv og karriereudvikling? Du kan downloade den gratis lige her.
Download rapporten




