It-karriere

Mine bogstaver står i vejen for drømm­ejob­bet

I dagens jobmarked kan det som jobsøgende nogle gange være udfordrende at finde det rette match mellem virksomhed og kandidat – særligt hvis man som jobsøgende it-kandidat står udenfor arbejdsmarkedet og kigger ind.

Af samme grund har jeg valgt at dedikere et par timer om ugen til at mødes og tale med mennesket bag medarbejderen. For selvom vi lever i en tid med nærmest historisk lav arbejdsløshed, skal vi huske, at der stadig står en stor gruppe af kvalificerede mennesker uden for arbejdsmarkedet. Mennesker, som skriver utallige motiverede ansøgninger og målrettede CV’er – nogle gange uden at få svar eller blot må nøjes med et standardiseret afslag – og derfor står tilbage med en følelse af at være mere ekskluderet end inkluderet.

Det ønsker vi hos Computerworld it-jobbank at ændre på, blandt andet ved at fremhæve nogle unikke historier fortalt af mennesket bag jeres måske kommende it-medarbejder. Men i et format, der er stik modsat af en flot poleret jobansøgning eller et målrettet CV, som kunne få selv den dygtigste grafiker til at tabe skuffen af ren misundelse.

Introduktion

Denne gang skal vi hilse på Carsten, som jeg for første gang stødte på for nogle uger siden i forbindelse med artiklen "Sænk kravene og ansæt anderledes!", som jeg havde skrevet på LinkedIn.

Jeg rakte efterfølgende ud til ham, for at høre om han havde lyst til at dele hans historie som jobsøgende it-specialist, og ikke mindst for at lære ham bedre og kende. Vi aftalte hurtigt at tage en uforpligtende kop kaffe, den efterfølgende onsdag over Teams.

Efter vores kaffemøde og et par timers samtale sad jeg tilbage med oplevelsen af at have talt med en passioneret it-specialist med solid erfaring og en klar dedikation til at skabe værdi for en ny arbejdsgiver og leder. Carsten har gennem sin karriere arbejdet med både små og store projekter og udmærker sig ved at kombinere teknisk indsigt med en pragmatisk tilgang til problemløsning.

Så læs med, og lær Carsten bedre at kende – måske er han det perfekte match!


Kort præsentation

🔹Hvor du bor og hvor håber på at kunne finde et nyt job?

Jeg er bosiddende i Randers, og drømmen ville være at finde et job inden for en radius af 30-50 km. Mit seneste job var i Aarhus, hvilket kun er 40 km fra hjemmet i bil, og det fungerede rigtig godt. Men hvis det rette job byder sig, vil jeg også være åben for at høre om mulighederne.

🔹Kan du fortælle lidt din professionelle baggrund, din seneste jobtitel og hvad der driver dig i dit arbejde med IT?

Jeg har arbejdet inden for mange forskellige IT-områder og er faldet for Cloud sær MDM og Autopilot, hvor min seneste jobtitel var Cloud Infrastructure Specialist. Jeg har en struktureret tilgang til mit arbejde, er god til at tænke udenfor boksen og så sætter jeg en ære i at levere høj kvalitet.

Ønsker og forventninger til en fremtidig arbejdsgiver og leder

🔹Hvilke værdier eller ledelsestilgange sætter du pris på hos en arbejdsgiver?

I min situation er det, at leder har en forståelse af, hvad autisme/ADHD er for en størrelse og ikke ser på det som et handicap. Ja, jeg er ikke den mest sociale, ekstroverte medarbejder og vil gerne have muligheden for at sige fra overfor sociale arrangementer (ikke dem alle) men også arrangementer som gør, at jeg måske skal stå foran en masse mennesker. Det har jeg det svært med at håndtere. Jeg har også behov for at lære folk at kende, og det tager lidt tid for mig at finde ud af, hvordan vi skal kommunikere. Så det bedste for mig vil være en plads, hvor jeg har ro omkring mig. Jeg forventer desuden ærlighed, for min retfærdighedssans er lidt anderledes end normalen, ærlig kommunikation er vejen frem. Micromanagement er heller ikke så godt. Det er ok at chefen spørger, men også har en tiltro til ens arbejde og derfor ikke behøver spørge ind hver time. Derudover er en arbejdsdag eller to hjemme engang imellem guld værd for mig. Det giver mig ro.

Hvordan og hvornår trives du bedst i et job?

🔹Kan du beskrive de rammer eller arbejdsforhold, der får dig til at præstere og trives bedst?

Der skal være struktur. Jeg kan godt lide faste rammer og hvis jeg ved hvad jeg skal lave, så har jeg det fint. Dermed ikke sagt at jeg ikke kan finde ud af at tage opgaver ind selv, for det kan jeg godt. Jeg søger den information jeg skal bruge og jeg kan også godt tage på kundebesøg selvom det er udfordrende. Men jeg kan godt lide at blive udfordret og udvikle mig fagligt, selvom det koster på kræfterne. Jeg vil helst, at der sker noget enten i form af arbejde eller uddannelse.

Motivation og selvtillid i jobsøgningen

🔹Hvordan påvirker dine oplevelser i rekrutteringsprocessen din motivation?

Mine bogstaver og det som følger med, gør at det kan knibe gevaldigt med selvtilliden og troen på at jobbet findes, især med alle de krav der stilles. Til tider søger jeg slet ikke jobbet fordi der kan være et eller flere krav, som jeg ikke føler, at jeg ved nok om. Det kan også være en personlighedstest, som stresser mig. Især de tests som kræver, at man skal være spontan når man svarer på spørgsmålene, da det er svært for mig at være spontan.

Forberedelse til samtale

🔹Hvad ville du ønske, en potentiel arbejdsgiver vidste om dig for at skabe en optimal jobsamtale og dialog?

Personligt er det svært og stressende for mig at tage til en samtale, da jeg har autisme og ADHD. Begge dele er i en mild grad, men ikke uden konsekvenser. Det betyder, at jeg helst vil have en form for forudsigelighed til en jobsamtale, og det bliver svært for mig, hvis den afviger fra den plan, jeg har indøvet. For eksempel hvis jeg pludselig bliver stillet over for en test eller tæppebombet med en masse spørgsmål – det kan få mig til at gå i stå, selvom det ikke er min hensigt. Derfor trives jeg bedst til en jobsamtale, hvis en arbejdsgiver eller ansættende leder kan forberede mig lidt på forhånd. For eksempel ved blot at fortælle lidt om formatet og hvem, der vil deltage i første samtale.

Ønsker til arbejdsgivere, som du gerne vil dele?

🔹Har du en opfordring eller anbefaling til it-rekrutterende virksomheder, baseret på dine erfaringer som jobsøgende?

Jeg føler at der ikke er plads til dem som er lidt anderledes end de fleste. Måske skulle man skrue lidt ned for ambitionerne og erkende at det ikke er alle som er ekstroverte, og som trives med at være omstillingsparat 24/7/365. Det er ikke alle der kan håndtere 117 bolde i luften og på samme tid samt være super sociale. Derimod acceptere at der er medarbejdere, som måske kræver lidt ro og forståelse for de udfordringer, som man nu måtte have og ikke mindst erkende, at man godt kan have en god medarbejder selv om vedkommende har bogstaver. Så besværlige er vi heller ikke, vi ser og oplever bare verden på en anden måde.

Opfordring til øget fokus på inkluderende rekrutteringsprocesser

Carstens historie er en påmindelse om, at bag ethvert CV og enhver ansøgning findes et menneske med unikke erfaringer, kompetencer og perspektiver. I en tid, hvor kampen om it-talenter er hård, kan netop forståelsen for det menneskelige aspekt i rekruttering være det, der gør forskellen.

Som HR-professionel eller it-leder kan du være med til at skabe en arbejdsplads, der ikke blot ser potentiale, men også værdsætter diversitet – fagligt, personligt og menneskeligt. Måske kan Carstens historie inspirere til en dialog om, hvordan vi skaber plads til flere dygtige medarbejdere på arbejdsmarkedet.

Hvis du ønsker at komme i kontakt til Carsten, vil jeg naturligvis gerne sætte dig i direkte forbindelse med ham. Blot send mig en mail på tt@it-jobbank.dk eller ræk ud til mig på LinkedIn, så sætter jeg jer i forbindelse med hinaden.

Tak fordi du læste med!

Torben Tronborg, Neurodivergent Direktør hos Computerworld it-jobbank

Vil du gerne i dialog med Carsten?

Hvis du føler der kunne være et muligt match for din virksomhed, så kan du tage direkte kontakt til Carsten ved at sende ham en mail. Alternativ finder kan du også finde hans CV på it-jobbank.dk (CV-id: 1593606), ved at logge ind via dette link

Send en mail til Carsten

Hvordan kan vi hjælpe jer?

Hos Computerworld it-jobbank ønsker vi at bygge bro mellem virksomheder og de kvalificerede it-kandidater, særligt den gruppe der står uden for arbejdsmarkedet og venter på den rette mulighed. Hvis du er interesseret i at høre mere om, hvordan vi kan hjælpe din virksomhed med at finde det næste perfekte match, så kontakt os i dag

Læs også