Cloud Software Engineer - stor migrering til skyen


Vil du lede TV 2s højt prioriterede migrering af workloads til skyen?

Er du en af dem, der kan se en potentiel pragtvilla, hvor mange andre ser et uoverskueligt husprojekt? Kunne du samtidig tænke dig et job, hvor du kan skabe betydningsfuld værdi og være med til at rykke hele vores setup til et nyt niveau? Det er nu, du skal slå til.

Vores server- og storage-miljø er en helt centrale del af fundamentet for at kunne opfylde TV 2s mission – at levere de bedste udsendelser til danskerne på tværs af platforme. Din personlige indsats vil derfor både støtte dine ca. 1.800 kolleger til at gøre deres arbejde smartere og mere effektivt, og samtidigt positivt påvirke millioner af danskeres hverdag.

Løbende migrering til skyen samtidigt med at serverdriften skal køre stabilt

Du kommer ind i et komplekst miljø, der er et resultat af mange års løbende udbygninger og knopskydninger. Meget er i dag on-prem. Det overordnede mål er at få ryddet grundigt op og valgt nye og smartere løsninger med brug af cloud alle de steder, det giver mening. Du skal bl.a. tilføre teamet software-kompetencer og cloud-erfaring.

I TV 2 er det så enkelt, at udkommer vi ikke, eksisterer vi ikke. Derfor er driftssikkerhed og oppetid så betydningsfulde Ikke mindst vores mange high profile events som fx landskampe, valgaftener og X Faktor gør, at nedetid ikke er en mulighed. Alle løsninger skal derfor designes og struktureres således, at vi minimerer risikoen for nedbrud.

Dine primære opgaver bliver:

  • Evaluering og implementering af server- og storage- hardware-løsninger
  • Nøglerolle i planlægning og gennemførelse af migrering af workloads til AWS og Azure
  • Bidrag til overordnet gentænkning og udvikling af vores samlede setup

Erfaring med Windows-miljøer, VMware, backup, storage og migrering til cloud

Vi leder efter dig, der har den nødvendige tålmodighed og pragmatiske tilgang, det kræver at rykke et så stort og komplekst setup som vores. Du vil ikke finde mange manualer og skabeloner. Dem skal du være med til at udvikle undervejs. I forlængelse af dette skal du trives med dialog og samarbejde, for der er mange involveret og mange hensyn at tage.

Da du bliver teamets primære ekspert på cloud og software, skal du også kunne lide at dele din viden samt vende ideer og muligheder med en optimistisk tilgang. Vi håber derfor, at din generelle tilgang er: ”hvordan kan vi få det til fungere” frem for, ”det kan umuligt lade sig gøre”. Derudover kan du sætte kryds ved:

  • Erfaring med enterprise drift af Windows-miljøer, VMware, backup- og storage-miljøer
  • Motivation for at arbejde med både traditionel IT og OT
  • Erfaring med server- og storage-hardware – vi bruger HPe og Dell EMC
  • Erfaring med migrering af workloads til cloud – hvornår giver det mening, hvornår gør det ikke?

Dit nye team

Din nye arbejdsplads er TV 2s hovedkontor i Odense, hvor fleksibilitet og en sund balance mellem arbejde og fritid er en fast del af hverdagen. Her bliver du del af et mindre team bestående af p.t. tre systemspecialister, men vi regner med at vokse over det næste år i takt med, at vi bliver skarpere på, hvor vi skal rykke for at skabe mest værdi. Stemningen er god, og der er stor motivation for at samarbejde på tværs. Nu ser vi bare frem til at byde dig velkommen!

TV 2 som teknologiarbejdsplads

I TV 2s teknologiske område arbejder mere end 350 medarbejdere dedikeret med at understøtte og realisere den koncernstrategiske målsætning om 1,3 millioner Play-abonnenter i 2025. Målsætningen, der udspringer af 2025-strategien 'TV 2 Play til alle', forudsætter et solidt teknologisk fundament, der gør det muligt for TV 2 også i fremtiden at levere dansk kvalitetsindhold og public service, som danskerne har let adgang til og interesse i at samles om.

TV 2 investerer derfor i disse år massivt i udviklingen og driften af hele den teknologiske værdikæde fra medieteknologi og tv-produktion til digital produktudvikling. Alt sammen med det formål at sikre, at vi imødekommer danskernes behov og forventninger i et omskifteligt marked med stigende, international konkurrence.Teknologiorganisationen er placeret i både Odense og København, og vi beskæftiger blandt andre Software Engineers, UX-designere, Product Managers, Solution Architects, produktionsspecialister og Data Scientists.

Ansøgning

Send venligst din ansøgning med CV via vores hjemmeside. Ansøgningsfristen er den 29. april 2024.

Vi ser frem til at høre fra dig

Såfremt du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte:

Kristine Marie Konopka
Teamchef
krmk@tv2.dk
tlf. 30 10 02 27

Gem job