It-karriereJobsøgning

Vil du stå bag dan­sker­nes digitale hverdag?

Har du nogensinde undret dig over, hvem der står bag de digitale løsninger i din og mange andre danskeres hverdag? Sygedagpengesystemet, pensionsudbetalingerne og meget andet. Nu kan du være med til at udvikle disse løsninger helt fra bunden. It-virksomheden KMD mangler 100 kvalificerede medarbejdere. Er du én af dem?

it-jobbank har snakket med Jan Månsson og Mette Carstensen fra KMD om de positive udfordringer og store muligheder, der følger med at være en del af ”the winning team”.

Vi står over for en positiv udfordring

KMD er en it-virksomhed i rivende udvikling. Talrige vundne udbud gør, at jagten sættes ind på de rette it-kandidater, der skal være med til at drive en meget betydningsfuld digitalisering af både det offentlige og det private Danmark.

KMD har vundet adskillige udbud, og med typisk 2-3 uger fra udbuddet vindes til projektstart, hvor der typisk skal bruges 25-30 mand pr. projekt, fordres en vis agilitet og beredskab. Det betyder, at virksomheden stadig mangler i omegnen af 100 kandidater i virksomhedens nyetablerede softwarecenter til at bemande de vundne udbud, hvor hullerne i mellemtiden fyldes ud af eksterne konsulenter. Kandidaterne skal gerne være erfarne udviklere inden for SAP, Java og .Net, men også arkitekter inden for selv samme områder. Derudover mangler virksomheden projektledere og testere.

”Det er naturligvis en positiv udfordring, da den fordres af, at vi i øjeblikket oplever vækst og udvikling. Tingene skal gå stærkt, og det er til tider hårdt. Men så er det, vi husker os selv på, at manglen på den rette it-arbejdskraft affødes af de mange udbud, vi har vundet, og det giver os alle nye spændende opgaver,” siger Jan Månsson, der er udviklingschef i KMD.

KMD er med ”fra vugge til krukke”

KMD er en del af danskernes hverdag fra de bliver født, til det sidste lys slukkes. KMD udbetaler barselspenge og den første børnecheck, står bag opskrivningen til barnets institutionsplads; andre systemer hjælper danskerne helt frem til livets efterår, og hvor folkepensionen udbetales. Selv når borgerens liv er forbi, spiller KMD en rolle for de efterladte:

”Det er os, der udbetaler begravelseshjælpen. Vi følger danskerne gennem hele livet og har dermed en væsentlig andel i, at Danmark snurrer. Samlet håndterer vi udbetalinger på næsten 400 mia. kr. hvert år – et beløb, der svarer til godt 20 procent af Danmarks bruttonationalprodukt,” fortæller Mette Carstensen, der er senior rekrutteringskonsulent i KMD.

De nye løsninger, der skal udvikles, bliver helt centrale systemer i den danske it-infrastruktur mange år frem i tiden. En af de mange løsninger, KMD skal levere i de kommende år, er en løsning til pensionsudbetaling: 1,3 mio. danskere får hver måned deres hovedindtægt via pensionssystemet og er derfor afhængige af, at udbetalingen er korrekt og falder til tiden:

”Denne type løsninger forpligter, de skal fungere – ikke 99 % – men 100 %, hver eneste dag året rundt. Det, at vi skal levere systemer i verdensklasse, og at vi arbejder med samfundskritiske systemer, der er helt vitale for Danmark, er en stærk motivation for mange medarbejdere,” fortæller Jan Månsson.

KMD udvikler it-Danmark

I arbejdet med at tiltrække de rette kompetencer, har KMD etableret et stort softwarecenter med mere end 1.200 medarbejdere, der skal være med til at sikre et højt fagligt niveau:

”Det skaber et bedre fagligt miljø, hvor der er muligheder for at prøve kræfter med flere forskellige områder; hvad enten det er løsninger til det private eller offentlige. Det betyder, at rotationen i arbejdsopgaverne, sidemandsoplæring og ”on-the-job training” er naturlige elementer i dagligdagen i softwarecenteret,” fortæller Jan Månsson.

Ung innovation mikset med tung faglighed

It-virksomheden forsøger hele tiden at forbedre de faglige miljøer, og der er stort fokus på også at inkludere de nyuddannede talenter i virksomhedens virke.

Derfor har virksomheden bl.a. indført to tiltag:

1. Graduate program

Et program, hvor talentfulde nyuddannede udfolder sig i KMD-regi. Et mindre pilothold startede 1. februar i år, og et nyt hold starter 1. september. Holdet er besat, men der forventes at starte et nyt hold hver september fremover. Kandidaterne får her et fast job, hvor de kan udvikle sig i rollen. KMD har specifikt valgt at satse på specialisering, modsat rotation som det kendes fra andre graduate programmer. Det kan eksempelvis være inden for Projektledelse eller Business Development. Derved får de fagligt fodfæste i et område, som de så senere kan udvikle sig yderligere i, eller bruge som ballast i deres videre udvikling indenfor et andet område i KMD. De får derudover tildelt en personlig mentor i KMD for også at have fokus på deres personlige udvikling.

2. .Net Academy

.Net-akademiet indeholder både en teoretisk del og en stor del praksis. I løbet af det første halve år er der indbygget en måneds uddannelse i de hårde tekniske discipliner som programmering i C#, JavaScript og ASP, men også en del, hvor man lærer at begår sig som konsulent. Der er 4 forskellige eksamener med tilhørende certificering samt en tilknyttet KMD-mentor, der følger den ansatte, som også indgår på lige fod med andre KMD’ere i nogle af de store projekter i KMD.

”Kompetencemæssigt søger vi både de innovative, teoretisk funderede unge it-specialister, men også de mere erfarne lead developers og arkitekter. Mikset af de nyuddannede og tunge specialister med mange års erfaring fra store it-løsninger sikrer, at vi både får innovation og rettidig leverance,” fortæller Jan Månsson og fortsætter:

”Det afspejler sig også i vores kultur, der er meget dansk, hvilket vel næsten kan siges at være synonym med uformel. Derudover har vi den fordel, at der er kort fra beslutning til handling, fordi vi har en meget flad ledelsesstruktur og vores ledelse er forankret her i Danmark.”

Vil du være med til at udvikle danskernes velfærd?

Så søg et af de ledige job hos KMD her og vær med til at drive det set-up, der er med til drive Danmark. Dét er it med mening.

Læs også