Jobmarkedet

Valgkamp: Hvad vil dit parti gøre ved mangel på it-profiler i 2030?

Vi er midt i valgkampen, og politikerne gør, hvad de kan for at vinde vælgernes gunst. Hos it-jobbank har vi taget fat i den kendte problemstilling, om at vi i Danmark kommer til at mangle 19.000 it-profiler i 2030. Derfor har vi spurgt de opstillede partiers holdning til dette.

Det er regeringens egne beregninger, der viser, at virksomhederne frem mod 2030 kommer til at få sværere og sværere ved at rekruttere dygtige it-specialister. Det betyder, at der blandt andet ligger en kæmpe uddannelsesopgave foran os, og at der er et fælles ansvar for at uddanne flere dygtige folk.

Hvis du endnu ikke ved, hvor du skal sætte dit kryds 5. juni, så kan du lade dig inspirere af nedenstående udtalelser. Husk, din stemme tæller.

OBS: Radikale, Stram Kurs, Alternativet, Kristendemokraterne, Konservative og Nye Borgerlige er endnu ikke vendt tilbage med et citat, og optræder derfor ikke i artiklen.

Karsten Hønge – Beskæftigelsesordfører, SF

"Virksomhederne har det største ansvar her. Jeg savner handling og mener, at de bør være bedre til at optage elever og lave uddannelsesplaner. Det offentlige har også et ansvar, og jeg mener, at der er ført en helt forkert politik, når der spares flere milliarder på området. Det er slut med overspringshandlingerne, og vi bør kunne løse problemet med den arbejdskraft, vi har og får til rådighed her i Danmark, ellers må vi kigge mod udlandet for at finde kvalificeret arbejdskraft."

Laura Lindahl – Beskæftigelsesordfører, Liberal Alliance

”Der er ingen tvivl om, at vi vil styrke it-uddannelserne, og vi også skal se på at øge optaget på de uddannelser, der er efterspørgsel på. Vores uddannelsessystem skal følge med udviklingen og tilpasse sig virkeligheden.”

Finn Sørensen – Beskæftigelsesordfører, Enhedslisten

”Regeringen forventer, at vi kommer til at mangle 19.000 uddannede it-professionelle. Alligevel har regeringen, sammen med Dansk Folkeparti, de seneste fire år skåret voldsomt i uddannelserne. Derfor klinger det noget hult, når regeringen siger, at den er bekymret for udviklingen samtidig med, at den er med til at forværres problemet.

Oveni forringelserne på uddannelsesområdet har regeringen indført et uddannelsesloft, der begrænser de studerendes mulighed for at vælge om, hvis de har fortrudt deres valg af uddannelse. Jeg tror desværre, at vi går glip af mange uddannede it-professionelle, fordi de ikke længere har ret til at ombestemme sig og søge ind på it-uddannelserne.

Så det korte svar er: Der skal investeres i uddannelse, også af it-specialister, ikke skæres ned.”

Hans Andersen – Beskæftigelsesordfører, MF, Venstre

”Det er en udfordring, som vi er meget opmærksomme på. For vi skal sikre, at vores virksomheder har adgang til den arbejdskraft, de har brug for – herunder også it-professionelle. Gør vi ikke det, risikerer vi, at hjulene går i stå. Og det betyder tab af vækst og arbejdspladser. Vi skal derfor for det første sikre, at der også uddannes nok. Men det kommer ikke af sig selv. Vi skal inspirere flere til at søge en it-uddannelse.

Vi skal bl.a. sikre bedre digitale kompetencer til børn i en tidlig alder – allerede i folkeskolen – så flere får interessen til at vælge den vej. Vi skal have flere til at interessere sig for tekniske og digitale kompetencer på alle uddannelsesniveauer. Og så skal vi være åbne overfor at se mod udlandet, hvis vi mangler arbejdskraften her i Danmark. Derfor har vi jo allerede foreslået at gøre det nemmere for danske virksomheder at ansætte kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Desværre har Socialdemokratiet været imod. De har bekæmpet, at danske virksomheder – herunder fx virksomheder som mangler it-professionelle – kan ansætte kvalificeret arbejdskraft.”

Karin Gaardsted – ordfører for it og tele, Socialdemokraterne

”Det er en reel problematik, for som det er nu, kan vi ikke uddanne nok folk til at dække det behov, der er i virksomhederne. Det betyder, at virksomhederne her og nu, meget naturligt, begynder at hente arbejdskraft fra udlandet, for de er i princippet ligeglade med, hvor folk kommer fra. Jeg har dog talt med en række danske virksomhedsejere, som pointerer, at de helst vil have danske it-folk på sigt.

Den langsigtede løsning er naturligvis, at antallet af optag på uddannelserne sættes op, så vi får flere højtuddannede it-specialister. Fx. har jeg talt med Mads Tofte, rektor på ITU i København, og han fortæller, at de har kapacitet til at tage 100 studerende mere ind, end det er tilfældet nu. Jeg mener også, vi bør have flere kvinder i it, og jeg kan se, at hver gang der er tiltag, der omhandler det, så er der faktisk meget stor tilslutning. Det tager jeg som et positivt signal om, at kvinder gerne vil it. Derudover bør vi i højere grad ”digitalisere” børn i folkeskolen, så de har en omfattende grundforståelse for it.

Så helt overordnet mener jeg, vi bør se på det her med friske øjne, og se på hvor vi kan og bør sætte ind, så vi ikke står i 2030 og mangler højtuddannede indenfor it.”

Martin Nordstjerne Rasmussen – Medlem af IT -politisk netværk og tænketank, med en baggrund fra rekruttering og it branchen som igangsætter , direktør og selvstændig, Partiet Klaus Riskær

”Vi har kunnet se dette problem i flere år, og det er først, når ulykken er ved at ske/allerede er sket, at det går op for politikerne. Jeg finder det direkte hovedrystende, at folk i beskæftigelsesministerier ikke har set den komme.

Vi er nødt til at gøre noget for udviklingsmiljøerne og uddannelserne, og jeg mener, det er spild af penge at have jobcentre. Beskæftigelsespolitik og arbejdsmarkedspolitik bør adskilles, for vores velfærdssamfund er under pres. Lad folk være i fred og tag i stedet de 14 milliarder og lad os kigge på, hvordan vi bruger dem på uddannelser, mentorordninger og lignende.

Erhvervslivet skal involveres, og vi skal i gang NU.”

Jan Rytkær Callesen – it-ordfører, Dansk Folkeparti

"Jeg ser det sådan at EU er et åbent marked, så hvorfor kigger vi ikke mod udlandet, for at finde kvalificeret arbejdskraft? Meget kan endda klares remote og over nettet, så vi behøver ikke binde os til at it-folk fysisk skal være placeret i Danmark.

Hvis vi kigger nationalt, så mener jeg vi kan sætte ind blandt de unge. De unge mennesker skal uddannes, og opkvalificeres, og jeg vil gerne have mere fokus på det allerede fra folkeskolen. Se eksempelvis hvor stor interesse der er for e-sport og et spil som Counterstrike. Dette kan være med til at fange interessen for it og de mekanismer der ligger bag."

Læs også