Employer BrandingJobannoncering

Skal løn med i jo­ban­non­cen?

Det er ikke cifrene, der ruller ind på bankkontoen hver måned, der er vigtigst, når it-folk overvejer at skifte job. Det står klart i en undersøgelse, Informationweek.com har fået adgang til.

492 amerikanske it-professionelle har deltaget i undersøgelsen, der er foretaget af rekrutteringsbureauet Greythorn, og deres Inside Technology Market Report 2015 påpeger en spændende udvikling.

Løn ligger i år på en sjetteplads over årsager til jobskifte, hvor det så sent som sidste år lå på en andenplads.

Økonomiske motiver styrtdykker

I top 5 over årsager til jobskifte ligger karriereudvikling (25%), nye udfordringer i jobbet (12%), fyring (10%), ledelsen (7%) og løn (6%).

Antallet af jobskifte med økonomisk motiv er således halveret fra 12% i 2014 til 6% i 2015, hvis vi sammenligner med samme undersøgelse sidste år.

Betydning for din annoncering

Karriereudvikling har to år i træk indtaget førstepladsen som hovedårsag til jobskifte. Det er også en måde at brande virksomheden på og skabe et stærkt employer brand, hvis dine ansatte får mulighed for at udvikle sig i jobbet.

Derfor er det vigtigt at slå på de karrieremuligheder, der er i stillingen, du slår op – og måske ligge mindre vægt på kompensationsfaktorer såsom løn. Måske er kandidaternes ønske også et udtryk for det dynamiske marked, de befinder sig på. Udvikler de sig ikke i karrieren, bliver de hurtigt forældede, fordi deres faglige og personlige udvikling ikke matcher markedets.

Gør du det klart, at karriereudvikling er et fast begreb i jeres personalehåndbog, øger du altså sandsynligheden for at hyre it-professionelle.

Practice what you preach

Ved at markere karrieremulighederne sikrer du dig, at kandidaterne ikke lander i ”samme” job, som de kom fra, og det styrker virksomhedens brand.

HR handler naturligvis ikke kun om at iscenesætte virksomheden over for potentielle it-professionelle. Nuværende ansatte skal også føle, at de har mulighed for at avancere i stillingen og udvikle sig, ellers kan de hurtigt gøre deres exit.

Styrk dit employer brand – 4 gode råd:

  1. Læg vægt på de karrieremuligheder, der er i stillingen. Et job er ikke bare et job – det er også muligheden for at udvikle sig og tage mere ansvar.
  2. Nedton kompensationsfaktorer såsom løn. Ingen vil arbejde for en unfair løn, hvis kvalifikationerne er i orden. Det er en ting, der bare skal fungere.
  3. Hvis du vil styrke dit employer brand yderligere, så sørg for, at karriereudvikling bliver italesat gennem flere kanaler, f.eks. på hjemmesiden og sociale medier, men også på intranettet og til interne møder. Hvis det er et element, I fokuserer meget på, kan det gavne jeres fremtidige rekruttering.
  4. Lov kun, hvad du kan holde. Intet klinger mere hult, end store armbevægelser uden hjemmel i virkeligheden.