Release manager til Im­ple­men­te­rings­cen­ter for Ejen­doms­vur­de­rin­ger


Har du lyst til at bringe din erfaring og kompetencer i spil som release manager i ICE? Kan du skabe overblik i et it-program med mange leverancer og formidle din viden effektivt til programmets ledelse? Har du lyst til at være den faglige leder af et team, der arbejder indgående med release management, så er det dig vi søger til at bestride stillingen som release manager i ét af Danmarks største og mest komplekse it-udviklingsprogrammer med stor politisk, medie- og ledelsesmæssig bevågenhed.

En opgave med mening

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er it-partner for resten af Skatteforvaltningen og i ICE (ImplementeringsCenter for Ejendomsvurderinger) udvikler vi én samlet it-løsning til ejendomsvurdering for Vurderingsstyrelsen. Løsningen skal sikre retvisende, ensartede og gennemskuelige ejendomsvurderinger til boligejere og erhverv, som kan udgøre grundlaget for den løbende ejendomsbeskatning i Danmark.

Du bliver en del af kontoret PMO ICE, hvor der er gode muligheder for faglig og personlig udvikling. Kontoret har ansvaret for den overordnede programstyring. Du vil få rollen som teamlead for vores Release Management-team, som p.t. består af 12 personer. Heraf er der p.t. to interne medarbejdere og 10 eksterne konsulenter. Teamets fokus er på professionel og struktureret styring og opfølgning på releases i programmet og sikring af fremdriften i udviklingen. Release Management-teamet er ansvarligt for at videreudvikle og drive en velfungerende release management-proces, der hviler på indgående kendskab til detailplaner for udviklingen, og som samtidig kan understøtte og effektuere ledelsesbeslutninger, der sikrer at vi er er synkroniseret med programmets komplekse interessentlandskab.

Release Management-teamet

Release Management er ansvarlig for programmets tidsplaner, herunder at sikre en realistisk, sammenhængende og troværdig plan. Teamet følger op på tidsplanerne med særlig fokus på kritiske leverancer, gates, faser og afhængigheder mellem teams. Ligeledes har teamet ansvar for udarbejdelse af planer i forbindelse med godkendelse og idriftsættelse af releases. Release management rapporterer ugentligt til direktionen og øvrige fora.

Nogle af dine opgaver vil bl.a. være:

  • Opfølgning på programmets releases i dialog med programledelse, kontorchefer og udviklingsteams.
  • Sikre koordinering og udarbejdelse af godkendelsesdokumenter for releases, herunder releasenotes og dokumentation.
  • Løbende levere ledelsesrapportering f.eks. til styregruppemøder og programledelsesmøder.
  • Sikre løbende opfølgning på alle aktiviteter i forbindelse med en release, herunder kravstillelse, udvikling, test, deployment og idriftsættelse.
  • Påpege og eskalere udfordringer med betydning for releaseplanerne overfor ledelsen, samt være med til at mitigere udfordringer og forhindringer, så programmet kan idriftsætte som planlagt, samt sikre at tværgående udfordringer og afhængigheder håndteres.

Løsningsorienteret profil, der kan skabe relationer på tværs

Vi forestiller os, at den rette kandidat har en it-faglig baggrund. Din uddannelsesmæssige baggrund er dog ikke afgørende, det vigtigste er, at du har flere års erhvervserfaring med release management og/eller har erfaring med projektledelse, gerne fra en større organisation eller it-program. Kendskab og forståelse for agile metoder er en fordel, da vi arbejder delvist agilt og med principper fra SAFe- rammeværket. Derudover er det et plus, hvis du har erfaring med at arbejde i en politisk drevet organisation.

Vi leder efter en dygtig og ambitiøs kandidat, der løser opgaver selvstændigt, og som er klar til at indgå i et team og et kontor med forskellige profiler, hvor vi bruger hinandens forskellige faglighed som en styrke. Du er analytisk, løsningsorienteret og ansvarsbevidst, og du kommunikerer klart og tydeligt i både skrift, tale og i illustrationer. Du er kvalitetsbevidst og arbejder grundigt samtidig med, at du har deadlines for øje. Vi lægger vægt på, at du arbejder struktureret med sans for detaljen, og at du er i stand til at finde en vej i komplekse faglige problemstillinger.

Som release manager i ICE-programmet har du en bred kontaktflade på tværs af organisationen, og det er derfor vigtigt, at du er god til at kommunikere med både ledere, udviklere og teknikere, at det falder dig naturligt at skabe gode relationer og samarbejde på tværs af organisationen, og at du trives med en bred kontaktflade.

Du er fagligt engageret og dit helhedsblik gør, at du forstår at sætte dig ind i organisationens behov, og at du evner at komme igennem med dine budskaber. Du arbejder analytisk og struktureret og har en positiv tilgang til opgaverne og bidrager proaktivt til, at alle overholder deadlines.

En hverdag, der rummer nye udfordringer og forskellige aktiviteter motiverer dig, og det er naturligt for dig at tage ansvar for selvstændigt at planlægge, prioritere og administrere dine arbejdsopgaver.

Kontakt og ansættelsesvilkår

Ansøgning med CV og eksamenspapirer bedes sendt via linket ”Ansøg” senest den 5. april 2024. Der kan indgå en logisk test og en personanalyse i ansættelsesforløbet.

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Christoffer Holck på tlf. 72 37 64 33.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest og referencer.

Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner og dit arbejdssted vil være Nybrovej 116, 2800 Kongens Lyngby.

Om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

’Vi sikrer velfungerende it-løsninger, så den samlede Skatteforvaltning kan løse sin opgave’

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er en tværfaglig styrelse og har til opgave at udvikle, drifte og vedligeholde nye og eksisterende it-systemer i Skatteforvaltningen, så de er stabile, sikre og omkostningseffektive.

Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.

Læs mere om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.ufst.dk.

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Gem job

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

Arbejdssted

Kongens Lyngby

Vigtige datoer

Indrykket:
22. marts 2024
Ansøgningsfrist:
5. april 2024

Job hos virksomheden